“Plastic” er en roman, skrevet af Mette
Thomsen, som er udgivet i 1995. Teksten foregår sandsynligvis også i samme år,
da vi er i nyere tid.

Hovedpersonen i romanen, er en kvinde ved
navn Mona Hansen. Hun har et stort ønske om perfektion, og lever nogen gange i
hendes egen “drømme boble”. Hendes udseende skal være perfekt, hendes liv skal
være perfekt, alt skal være perfekt. Romanen tager udgangspunkt i en ganske
almindelig dag, for at være helt præcis, en søndag. “Lange og formålsløse
søndag.”1 Hvor vi
hører om de forskellige tanker og drømme Mona har.

Mona føler sig strandet i sin lejlighed på
det ydre Nørrebro. Mona drømmer om en dag at få et slot i den indre by, hvor
hun kan lade sig fotografere i rigtige situationer, og komme væk fra Nørrebro. Der
vil hun leve et punktliv, hvor alt hun foretager sig skal være visuelt fungerende,
eller visuelt perfekt. Alt skal være elegant, selv de små ting, som at handle
ind.

We Will Write a Custom Essay Specifically
For You For Only $13.90/page!


order now

 

 

Mona Hansen er en person der kun lever for
højdepunkterne i livet. “Mona
lever for højdepunkterne, det er hun især nødt til at gøre her, ellers ville
det være uudholdeligt, trøsteløst, men hun er i en slags venteposition.”2
Her påpeger hun at det kun er de positive ting i livet hun vil opleve, de gode
aspekter af sin tilværelse.

Jeg
vil nok sige at Mona er omkring 20 år gammel, da hun går så meget op i
udseende, som hun gør. Hun tager slankepiller, bare for at spise noget, og
holde sig tynd.

“Aldrig
Mona på knæ med en finger i halsen, som hun er nødt til at gøre en gang imellem
for at holde kombinationen 168 centimeter og 50 kilo.”3
Her påpeges det at hun føler hun skal leve op til en hvis standard, da hun
lever i en verden, hvor man går meget op i sit udseende. Hun nævner også at hun
fået foretaget plastikkirurgiske indgreb, for at opnå det perfekte ydre.  

 

 

Igennem
teksten kan man godt få lidt en fornemmelse af umodenhed fra Monas side. Hun
bruger meget sarkasme og ironi. Et sted vi ser det er bl.a. da hun snakker om
at hun aldrig får besøgende, men så siger hun med det samme efter, at det gør
hun selvfølelig. “Surpriiiiise, råber de og de har

 

 

malerbøtter
og chips og serpentiner og sjove, små hatte, og der er musik fra en
ghettoblaster.”4
Det hele lyder meget overdrevet og utroværdigt, den måde det bliver beskrevet
på.

 

 

Et
andet sted vi ser hun bruger en voldsom sarkasme, er da hun joker med selvmord.
“Hun kunne også jogge sig en tur. Eller lægge en ansigtsmaske. Eller hoppe ud
ad vinduet fra fjerde sal og begå selvmord, splat, kunne hun ligge dér, på
fortovet, mens hendes blod driver ned ad facaden.”5

Selvmord
er aldrig noget at lave sjov med, det giver udtryk for at hendes tankegang ikke
er helt rask, hvilket vi ser flere gange i historien. Bl.a. da hun vælger at
tage ud og jogge i parken. Og forestiller sig familier trængt op i en krog,
også ved hun ikke “hvad hun skal stille op med dem, æde dem eller vogte dem med
ulvene.”6
Her påpeges det igen, at hun går rundt nogle surrealistiske tanker.

Mona
fortæller at hun er 168 centimeter høj, og vejer 50 kilo. Hun fortæller også,
da hun er inde og købe cigaretter, vælger hun at købe Marlboro, da indpakningen
er sort, hvid og rød, som ifølge hende matcher hendes udseende. Hun
sammenligner indpakningen og hende selv med Snehvide, og vi må derfor gå ud
fra, at hun har mørkt, er lys i huden og har røde læber ligesom Snehvide.

 

 

 

Genren
er fiktion, men det kunne lige så godt have været en virkelig historie, da det
er et meget realistisk miljø vi befinder os i. Den er skrevet i 3. person ental
med en indre personbunden fortæller, da de tanker hovedpersonen Mona har, er
det eneste vi får et indblik i. Mona fantaserer en del igennem hele historien,
og derfor kan det nogle gange være lidt svært for læseren at tolke om det sker
oprigtigt i Monas liv, eller om det er endnu en fantasi.

Mona
er strandet på fjerde sal i sin lille lejlighed på ydre Nørrebro. “Dér, hvor
luften begynder at blive tung i lungerne, forbi Runddelen og ud, hvor forfaldne
fabriksbygninger og ditto huse dominerer.”7

Det
fortæller meget godt hvordan miljøet er, der hvor Mona bor. Hun fortæller også
at der er en del narkomaner, der tidligere holdte til på Vesterbro, der smider
deres sprøjter ind i hendes opgang, men det fortæller hun, at hun er helt
ligeglad med.

Da
hun også siger at Nørrebrolejligheden kun er midlertidig. Hun sparer sammen til
noget, og lejligheden er billig.

 

 

Ud fra teksten vi har læst,
“Plastic”, synes jeg Mona lyder som en kvinde, der lever et hårdt liv. En der
har oplevet en masse forskelligt, både godt og dårligt. Hun bor i et
forholdsvist dårligt miljø, som hun heller ikke selv har lyst til bo i. Med
narkomaner på gaderne.

Hun er så blindet af hendes mål om
at være perfekt, at hun er villig til at stikke en finger i halsen, bare for at
holde sin vægt, som i forvejen er meget undervægtig. Og hvis man bliver
afhængig af hele tiden at kaste det op man spiser, udvikler man til sidst en
spiseforstyrrelse.

Jeg synes at Mette Thomsen udtrykker et budskab, i det
at det hele ikke skal handle om det ydre, men mere om det indre. På samme måde
som at det perfekte liv ikke afhænger af hvordan andre mennesker opfatter en,
men derimod hvordan du opfatter dig selv. Et andet budskab i teksten er også
at, et perfekt ydre ikke nødvendigvis betyder, et perfekt liv

1 Mette Thomsen, Plastic l. 64

 

2Mette Thomsen, Plastic ll. 60-62

 

3Mette Thomsen, Plastic ll. 46-48

 

4Mette Thomsen, Plastic ll. 93-94

 

5 Mette Thomsen, Plastic ll. 97-99

 

6 Mette Thomsen, Plastic ll. 117-118

 

7 Mette Thomsen, Plastic ll. 54-56

 

Categories: Articles

x

Hi!
I'm Garrett!

Would you like to get a custom essay? How about receiving a customized one?

Check it out